Russland opplevde 2 revolusjoner i 1917. Alle har hørt om Oktoberrevolusjonen, da bolsjevikene tok makten. Mens Februarrevolusjonen, som innførte demokrati og borgerlige rettigheter i landet, er nesten glemt. Hvorfor?

I dagens utgave av Jyllandsposten har forfatteren og dr. phil. Leon Nikulin en kronikk som tar for seg dette spørsmålet: Den glemte revolution.

Nikulin var soldat i den røde hær under 2. verdenskrig og ble senere politisk dissident. Han skriver:

Ruslands virkelige revolution fandt ikke sted i oktober 1917, som de fleste tror, men otte måneder før i februar (marts efter vor kalender), d.v.s. for nøjagtigt 90 år siden. Den umiddelbare årsag til den var en folkeopstand, der tvang zar Nikolaj II til at abdicere, hvorefter en ny regering med den moderate jurist Kerensky i spidsen offentliggjørde et politisk program, der lovede fulde borgerlige rettigheder til alle mennesker høj som lav.

(…)

I september blev Rusland udråbt som en borgerlig republik med vidtgående demokratiske friheder for alle. Regeringen offentliggjorde et politisk program, der lovede indførelse af fulde borgerlige rettigheder, amnesti til politiske fanger, indkaldelse af en grundlovsgivende forsamling, oprettelse af valg til lokale selvstyreorganer på demokratisk grundlag. Allerede den 9. marts havde USA anerkendt det nye styre, og senere fulgte andre af Ruslands allierede, England, Frankrig og Italien, hvilket var af strategisk betydning, da verdenskrigen endnu ikke var forbi. Det så ud som om, Rusland var vågnet var en årtusindlang dvale og havde rystet sine middelalderlige lænker af sig. Nu syntes moderniteten indenfor rækkevidde.

Det var en omvæltning, der vakte almen beundring, ikke mindst hos en vis Vladimir Ilitj Lenin, der bemærkede, at »Rusland er nu det mest frie land i verden af alle de i krigen involverede lande« (Lenins værker bind 24, side 4). Dog forhindrede denne beundring ikke samme Lenin i at knægte disse friheder og trampe dem under fode, så snart han selv kom til magten.

Hvilket skjedde i og med den velkjente Oktoberrevolusjonen.

Men hvorfor er kunnskapen om den demokratiske Februarrevolusjonen så lite utbredt? Nikulins svar på dette spørsmålet er en variant av “vinnernes versjon av historien”, men med en vri - som primært kritiserer de intellektuelle i Vesten:

I Danmark - som i øvrigt i de flest andre europæiske lande - har den intellektuelle elite overvejende været af kulturradikal, socialistisk eller kommunistisk observans. Og mange af dens historikere og litterater har været tiltrukket af den totalitære løsning som bolsjevisme stod for.

Denne elite har set med foragt på Februar-revolutionens borgerlige landvinger og glorificeret Oktober-revolutionens magtbrynde. For den intellektuelle har den nøgne og hensynsløse ideologi altid spillet en større rolle end virkeligheden, og herfra den ideologiske og kompromisløse elite med deres stalinismens fascination - kommer den skæve historiske forståelse, der har præget vores bevidsthed i mindst en generation.

Derfor er Februarrevolutionen gået ganske ufortjent i glemmebogen.