Før påske hadde museumsinspektør Kåre Lauring en todelt kronikk i Jyllandsposten om slavehandelens historie. I år er det jo, som mange sikkert har fått med seg, 200 år siden britene forbød slavehandelen.

Danmark-Norge deltok også i slavehandelen, noe alle bør vite. Det inngår i pensum på grunnskolen. Danmark-Norge var for øvrig 4 år tidligere ute med et forbud mot slavehandelen enn hva britene var. Det er da alltids noe…

Lauring er imidlertid inne på et aspekt ved slavehandelen som for de fleste vil komme svært overraskende.

Det er all mulig grunn til å ha med slavehandelen i skolenes pensum. Og det er bra at temaet blir behandlet i litteratur og film/TV. Ditto at pressen holder problematikken varm, all den tid det fremdeles eksisterer slaveri i våre dager.

Men samtidig kan det være verdt å merke seg at fremstillingen av slavehandelenes historie har vært - og er - ensidig. Dersom man baserer kunnskapen sin om slavehandelen på det gjengse bildet presse, populærkultur og skolevesen tegner av praksisen, kan fort ende opp med å tenke på slavehandelen utelukkende som noe europeere utsatte afrikanere for.

Selvfølgelig er dette riktig. Og det er ikke noe som skal holdes skjult eller bagatelliseres. Men når de fleste tenker på europeerne som den dominerende parten i slavehandelen er det faktisk feil. Og dette er et viktig poeng i Laurings kronikk:

De afrikanske slaver blev afsat på fire hovedmarker. Det første og største var Afrika selv, eller som vi også kan kalde det hjemmemarkedet, idet Afrika var et slavesamfund, og op imod 30 pct. af kontinentets befolkningen var slaver. Gennem et højt udviklet handelsnet bestående af slaveruter og -markeder blev slaverne fordelt over hele landet. Det foregik ad handelsruter, ofte flere tusinde kilometer lange, hvor slaverne blev købt, solgt og blandet op, så de ikke mere kendte hinanden eller talte hinandens sprog. Dødsraterne for disse ruter er for slavernes vedkommende anslået til omkring 50 eller tre til fire gange over dødsraterne på ruterne over Atlanten.

Dernæst var der så eksportmarkederne.

Først slaveruterne op gennem Sahara til de arabiske Lande langs Afrikas Middelhavskyst. I alt blev der til dette marked frem til 1900 eksporteret ca. 9 mio. slaver. Det andet store eksportmarked var ruterne ud af Østafrika ofte via Zanzibar til Mellemøsten. Af den vej blev der frem til 1900 eksporteret ca. 5 mio. slaver.

Endelig er der det tredje eksportmarked, den europæiske slavehandel over Atlanten, der foregik i perioden ca. 1450 og frem til 1867 [anm.: Det er uklart hvorfor Lauring angir 1450 som startpunkt for den transatlantiske slavehandelen. Jeg vil bare minne om at Kolumbus oppdagelsesferd gikk av stabelen i 1492, og at slaveskipene til Amerika fra Afrika dukket opp på 1500-tallet.], hvor Cuba, som det sidste land i Vestindien, afskaffede slavehandelen.

I alt blev der, via den europæiske slavehandel over Atlanten, transporteret ca. 12 mio. slaver. Det er mange, næsten lige så mange som araberne, men tallet gør også europæerne til den mindste af de tre aftagere: afrikanerne selv, araberne og dernæst europæerne.

(…)

Europæerne kom sidst ind i handelen og først ud, og de var den eneste af de tre involverede parter, der efterfølgende aktivt bekæmpede slaveriet og slavehandelen.

At gøre europæerne til de eneste skyldige, eller de mest skyldige, når det gælder den afrikanske slavehandel, har derfor heller ikke meget hold i virkeligheden.

Dette poenget får så godt som aldri oppmerksomhet. Det var derfor ganske typisk at en artikkel om slavehandel i Ny Tid 23. mars, signert den svenske journalisten Gordana Malesevic, omtalte den europeiske slavehandelen - og … lot det bli med det…

Ikke at Malesevic har skrevet noen dårlig artikkel. Hun påpeker blant annet, helt korrekt, at selv om slavehandelen ble forbudt tok det noe lenger tid å forby slaveriet per se. Men artikkelen er på sedvanlig vis monomant opptatt av europeernes rolle.

Verken i Midtøsten eller i Afrika har det funnet sted noe som likner et grundig oppgjør med slaveriet. Forståelig, særlig i afrikansk sammenheng.

Men skal man tegne et fullstendig bilde av slavehandelen bør man få med alle medvirkende.

I tillegg kommer en annen problemstilling.

Det er nemlig en klar tendens til å bruke slavehandelen som politisk våpen. I dagens verden. Og det er problematisk.

Som Lauring spør i sin kronikk:

… hvis europæerne skal betale erstatning til efterkommerne af de slaver, europæerne købte langs Vestafrikas kyster, hvad så med efterkommerne til de slaver, araberne hentede?

Eller hvad med de ca. 1,6 mio. europæere, der efter at være blevet enten kidnappet fra fredelige handelsskibe eller indfanget ved slave-raids på de europæiske kyster i perioden 1500 til 1750 sammen med afrikanske slavekollegaer, blev holdt som slaver i nordafrikanske stater som Algier og Tunis. De har vel også efterkommere?

Mener man alvor med erstatningskrav for slavehandel, ender man fort opp i vriene - sågar absurde - regnestykker. For ikke å snakke om ditto vanskelige diskusjoner om hvem som skylder hvem erstatning.

Et eksempel: Bør Island motta erstatning fra Algerie, for det såkalte Tyrkerranet i 1627? Og hva er eventuelt en islandsk landsby verdt idag?

Og hva med afrikanske slaver i Afrika, det største markedet historisk sett? 

Det kan være verdt å nevne at presidenten av Senegal, Abdoulaye Wade, tilhører de afrikanere som har kritisert forslagene om erstatning.  

Avslutningsvis: Dersom vi ser opp fra historiebøkene og tar en titt på dagens situasjon åpner det seg to perspektiver. Ifølge antislaveri-organisasjoner finnes det idag rundt 27 millioner slaver. Det skulle på den ene siden bety - dersom man først og fremst vil fokusere på enkeltskjebner - at det er flere slaver i dagens verden enn det sammenlagt ble ført ut av Afrika iløpet av slavehandelen. På den andre siden - dersom man først og fremst er opptatt av relative tall - at vi idag har den laveste prosentandelen slaver noensinne.

Hvis det er håp man ser etter, vil jeg anbefale å legge det siste perspektivet til grunn.

Les Kåre Laurings kronikk: Del 1 - Del 2

Les mer om europeere som ble kidnappet til slaveri: “Tok tusenvis av nordmenn som slaver”