Enkelte temaer er så ømtålige og betente at de grenser til det tabubelagte. Alliansen mellom nazistene og deler av det muslimske etablissementet under 2. verdenskrig hører definitivt hjemme i denne kategorien. Nå kommer imidlertid en bok av to tyske historikere som ubønnhørlig retter søkelyset mot dette kapittelet av krigen.
Det er Weekendavisen (Nordens beste avis, intet mindre. Jeg bruker alltid et par dager på å få lest den. Hvor mange norske aviser kan man si dét om?) som anmelder Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers “Halbmond und Hakenkreuz. Das Dritte Reich, die Araber und Palästina”:
…den arabiske antisemitisme har en af sine rødder i det tætte samarbejde mellem Nazityskland og arabiske eliter under Anden Verdenskrig. Det tredje Rige havde tætte forbindelser til de arabiske lande, der så frem til en tysk indmarch, der ikke bare kunne befri dem for britisk indflydelse, men som også forventedes at løse jødespørgsmålet én gang for alle. Den afgørende skikkelse på den arabiske side var den såkaldte »stormufti« af Jerusalem, Amin el-Husseini, der under det meste af krigen sad i exil i Berlin. Bogen kortlægger, hvorledes han bliver tæt forbundet med nazi-toppen, bliver personlig ven med Himmler og Eichmann og decideret delagtig i Endlösung-projektet. Således er det stormuftiens indgriben, der sørger for, at nazisterne ophører med at drive jøder ud af Europa og i stedet går over til en konsekvent udryddelsespolitik – han vil hindre exilerede jøder i at bosætte sig i Palæstina.
(…)
En panarabisk konference i 1937 krævede af englænderne, at de skulle vælge side, arabere eller jøder – og valgte de forkert, ville araberne svare ved at alliere sig med Englands fjender – altså tyskerne.
(…)
Fra 1938 blev Hitler ofte idealiseret i den mellemøstlige presse, sidestillet med selveste profeten Muhammed, og mange gejstlige, både i Palæstina, Iran og andre steder, argumenterede for, at Hitler var ingen ringere end den sagnomspundne frelserskikkelse den »tolvte imam«, der omsider havde vist sig. Ligesom profeten oprindelig havde gjort det, havde Hitler givet klare direktiver for kampen mod jøderne. Andre mente, at Hitler som profet havde sin egen djinn, en tjenstvillig ånd, der rådgav ham i, hvad han skulle gøre. Efter Frankrigs nederlag i 1940 lød en gadesang ved massedemonstrationerne i Damaskus, Aleppo og andre steder »Aldrig mer Monsieur, aldrig mer Mister/ i himlen Allah, på jorden Hitler.« Forkortede udgaver af Mein Kampf (der smidigt udelod Hitlers angreb på arabere) cirkulerede. Saudi Arabiens leder Ibn Saud erklærede i 1939 sit venskab med muftien og sin store agtelse for Tyskland og dets kamp mod jødedommen. Bogen anfører en sand syndflod af sådanne eksempler, ofte hentet fra tyske, britiske og andre europæiske ambassaders rapporter i datiden, og eksemplerne strækker sig fra tendenser på gadeplan og op i den øverste politiske top. Det er bogens styrke, at den med et kraftigt noteapparat fæstner eksemplerne i samtidige kilder.
(…)
Der oprettedes en særstab i Grækenland, der skulle tage sig af forbindelsen til engelskfjendtlige kræfter i Mellemøsten, anført af Palæstina-veteraner fra Første Verdenskrig. En bataljon på 2.300 mand stod klar til at forene sig med arabiske paramilitære styrker. Man så også ideologiske sammenhænge – den førende Abwehr-agent Schrumpf-Pierron kunne ligeud hævde: »Islams struktur har i øvrigt meget tilfælles med nazismen: foroven autoritet, forneden ’demokrati’.« Den omfattende tyske radiopropaganda i Mellemøsten hævdede, at jøderne stod foran at overtage store dele af Syrien, Jordan og Irak, at de allierede var kontrolleret af verdensjødedommen, og man kaldte på jihad mod jøderne. Mallmann og Cüppers hævder, at dette såre aktuelle koncept i sin moderne variant blev opfundet af tyskerne allerede under Første Verdenskrig af efterretningsofficeren Max von Oppenheim, der fik sultanen til at lade oplæse en fatwa i Mehmet-moskeen 14. november 1914, der kaldte til hellig krig og lovede de velkendte belønninger i paradis til de lykkelige martyrer.
Det skal sies at araberne neppe ville blitt gitt selvstendighet om nazistene hadde vunnet krigen:
Ved muftiens første møde med Hitler 28. november understregede Hitler sin kompromisløse kamp mod jøderne og løftede sløret for den igangsatte »løsning på jødeproblemet«. Muftien ville gerne have en erklæring om arabisk uafhængighed, som Hitler imidlertid ikke ville give, da han anså den for pt. »kontraproduktiv« (reelt antagelig fordi han havde lovet Italien området som inflydelsessfære) – til gengæld tilsluttede han sig til muftiens tilfredshed »tilintetgørelsen af den i den arabiske verden levende jødedom.«
Dette betyr imidlertid ikke at muftien og hans folk var uskyldige. De var ivrig engasjert i utryddelsen av jødene:
Muftien var ikke bare velorienteret om jødeudryddelsen, men manede decideret til opspeedning af processen. Det havde han faktisk også held med. Da den tyske jødeansvarlige i Slovakiet Dieter Wisliceny i 1942 forhandlede om udvandring af jødiske børn fra Slovakiet, Polen og Ungarn til Palæstina, blev han ringet op af Eichmann. Muftien havde protesteret over for Himmler, der derefter forbød enhver udrejse af jøder til Palæstina.
Muftiens medarbejdere blev skolet af Sicherheitsdienst og aflagde visit for at bese faciliteterne i koncentrationslejren Sachsenhausen, og muftiens allierede al-Gailani overvejede indretningen af lejre efter samme mønster i Irak.
(…)
Udover jødeudryddelsen så muftien det som krigens politiske mål at oprette et panarabisk rige med ham selv som leder, kulminerende med genoprettelsen af kalifatet – han forenede på denne vis nazistisk og islamistisk antisemitisme. Militært arbejdede han for at støtte de tyske tropper både med paramilitære guerillastyrker og med opstillingen af regulære arabiske enheder – mange tusinde bevæbnede arabiske desertører fra den britiske hær dannede allerede kernen i sådanne styrker.
Og etter krigen?
Tyskvenligheden i vigtige kredse i de arabiske lande forsvandt imidlertid ikke. Bogens afslutning citerer rystende exempler: Det muslimske Broderskabs blad i Damaskus, der så sent som i 1956 talte om, hvordan Hitlers navn »vækker sympati og begejstring i vor bevægelses hjerter,« præsident Nasser, der med tilslutning citerede fra Zions vises protokoller, præsident Anwar Sadat, der talte om Hitler som »den sande sejrherre«, Jerusalem Times der i anledning af Eichmann-processen 1961 skrev, at denne proces en dag skulle slutte med likvideringen af de overlevende seks millioner jøder. Med fortsatte pogromer mange steder i den arabiske verden er det næppe uforståeligt, at 600.000 jøder herfra – hvoraf mange havde boet der længe før den arabiske erobring – valgte at flygte til det nyoprettede Israel i årene efter krigen. Hvad stormufti al-Husseini angår, undslap han anklage for krigsforbrydelser af politiske hensyn til den arabiske verden, og han forblev populær blandt palæstinenserne til sin død i 1974.
Hans rette plads synes efter denne kølige, men rystende bog at dømme at være i anklageskranken blandt Endlösungs arkitekter. Udforskningen af detaljerne i hans meritter og den politiske forbindelse, han inkarnerer, synes først at stå ved sin begyndelse: denne bog bygger primært på tyske arkiver og den videre forskning må naturligvis inddrage også arabiske og andre kilder for at uddybe og nuancere tegningen.
