Abraham har en sentral posisjon i både jødedom, kristendom og islam. Men det er også forskjell på hvordan de ulike religionene forholder seg til den gamle patriarken. Det er tema for en ny dansk bok:

L. Bruun, F. Damgaard, T. Hoffmann, S. Holst, J. Skau (red.), Abrahams spor. Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst. Alfa, København, 2007.

Den presenteres i ukas utgave av Weekendavisen:

Patriarken spiller altså en hovedrolle i en hel række religioners og traditioners billede af sig selv, men dét betyder ikke, at religionerne mener det samme, endsige har samme selvforståelse. Abraham fungerer nærmere som et slags prisme, lyset brydes i: Højst forskellige nuancer – undertiden grelle kontrastfarver – i de religiøse verdensbilleder bliver fremhævet ved hjælp af den samme ene skikkelse.

(…)

Det er en forsimpling at tro, at Abraham har rod i jødedommen, for træk af Abrahamfortællingen peger i tid længere tilbage til kulturer som den hittitiske og den mesopotamiske.

(…)

Når kristendommen entrer, river fortolkningerne af Abrahamfiguren nye sider af sig. I første omgang bruges Abraham til at inkludere de ikke-jødiske hedninge i fællesskabet med de omvendte jødekristne. I næste omgang mobiliseres Abrahamfiguren i en kamp mod jødedommen, hvor Abraham bliver den eksklusive kristne figur, der viser jødedommens fallit. Herefter udvikler kristendommen sig i en retning, hvor den så at sige kæmper med Abraham, dvs. kæmper en kamp for overhovedet at forstå denne figur, som er parat til slå sin søn ihjel på Guds anmodning.

Den sidste store abrahamiske reprise finder sted med islam. Abraham, eller rettere Ibrahim, fremføres som hanif, en slags ur-muslim. Nok er islam trådt ind på scenen sidst, men den islamiske tolkning finder altså netop i Abraham et tilknytningspunkt, der forankrer religionens legitimitet – og forrang – i en mytisk fortid, hvor jødedom og kristendom får status som sekteriske og skismatiske brud på den naturlige religion, al-islam.

Det er så Muhammads opdrag at genbekræfte og forsegle det oprindelige budskab.

Og hvorfor er Abraham så populær?

Svaret er paradoksalt nok, at Abraham tilsyneladende er hævet over traditionen og traditionerne. Abraham hives frem, når fortolkeren ønsker at så tvivl om senere traditioners legitimitet, for når man identificerer sig med Abraham, er det som oftest ensbetydende med, at man demonstrerer sin egen traditions rigtige og autentiske forståelse af forholdet mellem Gud og mennesker.

Les hele artikkelen her: “Mistroens fader”