Heltene er blitt luket ut av historieformidlingen. Spørsmålet er om vi ikke trenger dem. 

Slik kan man oppsummere budskapet i en kronikk av Anders Næsby som stod på trykk for et par uker siden i den danske avisen Jyllandsposten: Da helten forsvandt fra historien

Tittelen sier det meste. I dagens historieskriving finnes det sjelden rom for å fremheve eneren. Næsby innleder med å sitere fra Carl Gustaf Grimberg, som skrev sin verdenshistorie i mellomkrigstiden, og der var både stilen og holdningen en ganske annen.  Men Grimberg ble offer for egen suksess og vannskillet i synet på historieformidling som kom på 60- og 70-tallet.

Eller for å sitere hva den svenske historikeren Peter Englund har skrevet om Grimberg:

Han kunde ha blivit början på en svensk populärhistorisk tradition. Istället blev han på något bakvänt vis den traditionens bane. “Grimbergskt” gal snart seminaritupparna när de verkligen ville ta ner någon, gnugga en nos i det källkritiska kisset. En ny våg av vetenskaplighet - verklig och förment - slog in över historieämnet. Och det gällde att till vart pris lägga avstånd mellan sig själv och den nu avdöde grafomanen.

Riktiga karlar äter inte paté‚ och riktiga historiker skriver inte för vanligt folk om deras “underbara öden”: sånt gör andra. Splittringen av roller blev permanentad.

Jeg har selv et nært forhold til Grimberg. Sommeren mellom 6. og 7. klasse grep jeg fatt i første bind av svenskens verdenshistorie. Fatteren hadde hatt dette verket i 12-bind (norsk utgave) stående i hyllen siden tidlig 60-tall. Jeg husker ikke helt den utløsende faktoren (tror det kan ha hatt noe med en fascinasjon for pyramider og det gamle Egypt å gjøre), men jeg begynte iallfall å lese. Noe skulle man jo bruke sommerferien på.

Da sommeren var over hadde jeg pløyd igjennom nesten alle 12 bind. Fortløpende. Og jeg fullførte løpet før oktober.

Poenget med Grimberg og historieskrivingen i denne tradisjonen er at den er personorientert. Du møter de historiske skikkelsene som aktive individer. Du får ta del i dramaet. Det er nesten som å lese en roman. Men historien er mer interessant enn noen fiksjon. I fiksjon møter du hele tiden etablerte handlingsmønstre, klisjeer og det blir tatt hensyn til dramaturgi. Når du leser historie møter du derimot en langt mer kompleks verden, som er full av paradokser og hvor folk kan finne på å bli drept når det ikke “passer” rent dramaturgisk. Du får med andre ord en smak på virkelighetens tragiske dimensjoner og uoversiktelighet.

Historieskriving i denne tradisjonen er blitt møtt med mye kritikk. Den er kalt eliteorientert, fordi du får møte stormenn, hærførere og keisere, men ikke den jevne mann og kvinne. Denne kritikken er både urettferdig og rettmessig på én og samme tid.

Men jeg mener at Grimbergtradisjonen er fullstendig overlegen når det gjelder å skape begeistring for et fag.

Og Næsby ser ut til å dele mitt syn:

Begejstringen og respekten for historiens største personligheder, som så levende findes hos Grimberg, eksisterer ganske enkelt ikke længere i vor tids historieskrivning. Hvor historien tidligere som en selvfølgelighed tog sit udspring i de enkelte og meget forskellige personligheder, der i årenes løb har betrådt vores planet og beklædt vores bedrifter, har den i de seneste tre årtier taget sit udgangspunkt i udviklinger, strømninger og stemninger. Og dermed efterhånden ganske overflødiggjort det enkelte individ.

(…)

Pladsen blev i stedet optaget af diffuse størrelser som klassekampe, folkestrømninger og massekrav. Eller af kritiske meningsdannelser af fortidige hændelser, der helt subjektivt skulle belyses gennem nutidige øjne.

(…)

Det er ikke denne skribents hensigt at tilsidesætte vigtigheden af samfundets strømninger i det store historiske billede. Tværtimod erkender jeg uden forbehold, at opfindelser, udviklinger og samfundsstemninger kan have og altid har haft vital indflydelse på historien. Problemet er bare, at intet af det kan forklares uden samtidig at stille skarpt på de helte og skurke, der førte det hele ud i livet. Og det er netop her, den nutidige historiefortælling så groft har svigtet.

Ved at fjerne eneren fra historien har de sidste 25 års danske historikere fjernet den mest interessante og fortællevenlige tilgang til hele fagområdet historie.

(…)

Hvis tilfældet var, at den skrevne historie blot havde været en skønlitterær nedgangsperiode som følge af en generation af middelmådige forfattere, ville problemet være til at overse. Men der er med historie netop ikke tale om fiktion eller genrelitteratur, men om en helt essentiel del af vores kulturelle, nationale og personlige bevidsthed. Og netop derfor er tragedien af næsten uoverskuelig størrelse.

(…) 

Faget er i stedet reduceret til en uhåndgribelig masse af samfundsmæssige klassekampe og datidsorienteret sociologi.

For eleverne må det være yderst forvirrende at have et fag, hvor de pludselig kastes ud i selektive emneuger om hungersnød, fattige indianere eller etniske konflikter. Forvirrende fordi de hverken kender eller bliver gjort bekendt med de historiske baggrunde og omstændigheder, der har været med til at skabe de pågældende emneområder. Forvirrende fordi de ikke præsenteres for en løbende, sammenhængende kronologi. Og først og fremmest forvirrende fordi de i faget historie faktisk ikke lærer historien.

(…)

Det bør ikke være et forvirrende bifag, (…) Det bør i stedet sidestilles med matematik og dansk som et af skolegangens mest centrale grundpiller. Disse fag indledes i skolen med, at eleverne lærer talsystemet og alfabetet. Men eleverne lærer ikke talsystemet og alfabetet, fordi det er sødt eller sjovt; de lærer det, fordi det er essentielt for at kunne fungere og begå sig i et civiliseret samfund.

På samme måde bør faget historie betragtes som en vital og central del af vores forståelse for os selv som individer og som samfund. For historie er netop læren om mennesker; om hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det er læren om sejre og nederlag, om storhed og fald, om helte og skurke, om triumf og tragedie. Det er et uudtømmeligt skatkammer af åndeløs spænding.

Intet skønlitterært mesterværk indeholder blot en brøkdel af det drama, historiens store skuespil har frembragt.

(…)

Mange unge mennesker vil i dag sige, at de ikke er interesserede i historie. Og det er fuldt forståeligt med tanke på, hvordan emnet faktisk præsenteres for dem. Men med tanke på det ubeskrivelige drama historien indeholder, er det intet mindre end tragisk. Og i betragtning af at alt i vores hverdag og hele vores verden er en del af historien, er det faktisk grotesk.

(…) 

Og måden at gøre det på er, at helten - eneren - igen får sin retmæssige plads i den. Kun sådan vil historien ikke længere fremstå som kold og fjern bag kurver og statistiske grafer, men som lyslevende, håndgribelig og menneskelig i al sin gru og herlighed.

Og kun sådan vil historien sammen med helten igen blive en del af os alle.

Dette er rene ekkoet av mine egne erfaringer. På ungdomsskolen og gymnaset hadde vi selvfølgelig historie som et av fagene. Og jeg - som nå var i fyr og flamme (jeg hadde jo oppdaget en helt ny verden) - erklærte historie som mitt favorittfag.

Problemet var bare at nesten ingen av klassekameratene mine helt forstod begeistringen. For i bøkene vi ble undervist i var perspektivet moderne - hvilket vil si ikke-personifisert. Vi lærte mer om nye jordbruksmetoder enn om enkeltpersoner.

Selvfølgelig er det viktig å lære at forbedrete jordbruksmetoder forklarer befolkningsøkningen i Europa i middelalderen, men denne typen økonomisk historie får du langt mer ut av dersom du har noen navn og ansikter å feste opplysningen på. Og denne formen for historieformidling skaper sjelden begeistring og tørst etter mer av samme fag.

Hvorfor? Fordi dramaet mangler. Vi kan identifisere oss med mennesker, men bare unntaksvis med en plog.

Når jeg leste Grimberg møtte jeg kompliserte figurer, som snakket, tenkte og handlet. Du kom under huden på dem. Noen ganger var de drittsekker, andre ganger heroiske. Og langt de fleste av dem var begge deler i større eller mindre grad.

Vi mennesker tenker i fortellinger. Vi tenker narrativt. Det gjør det nemlig lettere for oss å huske sammenhengen. Det er derfor drama har slik appell. Drama passer rett og slett perfekt inn i hvordan minnet vårt fungerer. Og det er derfor enklere å huske episoder fra den romerske republikken hvis de er knyttet til mellommenneskelige forhold (fulle av misunnelse, kjærlighet, konkurranse osv.) enn å huske mer abstrakte beskrivelser. Historiefaget trenger begge deler. Men jeg tror det beste er å begynne med dramaet, for da blir man hektet. Det fungerer iallfall mye dårligere å gjøre det omvendt. Man risikerer å fremmedgjøre folk, særlig hormonstinne tenåringer med mark i ræva og stiv pinne i buksa.

Mye av det som står i gamle Grimberg er utdatert nå, men bokserien byr fremdeles på en strålende leseopplevelse. Særlig historien om Romas vekst og fall er full av interessante skikkelser og fascinerende sammenhenger. På underlig vis opplever jeg det som enklere å forstå romerne enn menneskene i middelalderen. Dette er kanskje fordi romerne liknet mer på oss? Mer her og nå. Mindre av himmelriket som venter. Jeg vet ikke helt. Men noe er det.

Jeg vil uansett fremdeles anbefale Grimberg til alle som vil begynne å sette seg inn i verdenshistorien.

Når du er ferdig med de 12 bindene, finnes det flere oppfølgingsbind å ta fatt på. Deretter vil jeg anbefale Felipe Fernandez-Armestos “Millennium”.

For min del har det endt opp som en liten besettelse. Og det gode med denne besettelsen er at den aldri tar slutt. Du støter stadig på nye områder. Interessefeltet sprer seg som ringer i vann.

Eller som professor Hans Fredrik Dahl sa da jeg intervjuet ham:

-Ja, historiefaget er som en soppkultur.